Golf er godt

– Golf er et spil, hvor man skal slå en meget lille bold ned i et endnu mindre hul med et våben, der er meget dårligt konstrueret til formålet, sagde Sir Winston Churchill en gang om golf.

Det citat har vel egentligt matchet mit syn på spillet meget godt, hvilket nok er forklaringen på, at jeg aldrig selv har spillet det. Men nu er tiden måske kommet til at udforske om det virkelig er rigtigt. For jeg må jo erkende, at flere, jeg kender, er ualmindeligt begejstrede. Og sundt skulle det også være.

Søndag den 15. april kl. 10-12 inviterer Hornbæk Golfklub til Golfens Dag. Her får  alle, også folk, der aldrig har sat deres ben på en golfbane, nu muligheden for svinge køllerne. Skulle oplevelsen give lyst til mere, kan man enten forsøge sig med et prøvemedlemsskab eller melde sig ind. Golfklubben vil gerne have flere medlemmer, og derfor er det blevet både lettere og billigere at blive medlem.

Det kan næppe overraske folk med det mindste kendskab til Hornbæk, at Hornbæk Golf har en af Danmarks længst og mest smukke baner. Mange af landskabets spilletekniske forhindringer, så som levende hegn, bakker, søer og vandløb, er i spil og gør sammen med længden også banen til een af landets sværeste golfbaner – men alligevel spilbar for golfspillere på alle niveauer. er det sædvanlige.

Dertil har har klubben gode omklædningsfaciliteter, en golf shop og en restaurant. Sidstnævnte skal jeg under alle omstændigheder prøve.

Golf skulle ud over den sportslige oplevelse og være en mulighed for at møde nye mennesker hurtigt. Som Jack Lemmon har udtalt: Hvis du finder det svært at møde nye mennesker, så prøv at samle den forkerte golfbold op.

Læs mere på Hornbæk Golfklubs hjemmeside: www.hornbaekgolf.dk

Vi ses på det 19. hul.

Endnu en gang: Tak Hornbæk

Thea og Aase Olesen 250312
Thea og den radikale, tidligere socialminister Aase Olesen tæller vores indsamlingsresultat for 2012 op på Bølgen i Ålsgårde. (Foto: Lotte Lund)

Ja, så har min lille familie været ude og samle ind igen. Søndag var det Kræftens Bekæmpelse, der havde landsindamling. 39.682 kroner blev det til, indsamlet af 38 indsamlere i Hornbæk.

Det blev til et flot samlet resultat for hele landet på 30,5 millioner til kræftsagen.

Thea, Peter og jeg udgjorde tre ud af de omkring 28.000 frivillige, der var på gaden for at samle ind, og stort set alle husstande i Danmark  fik besøg fra Kræftens Bekæmpelse søndag mellem klokken 10 og 15. Hvis vi skal være ærlige, og det skal vi jo, så samlede vi slet ikke ind i Hornbæk, men i Tikøb. Det gjorde vi, fordi vi i sin tid blevet hyret ind af en af de sejeste damer i Helsingør, nemlig den radikale, tidligere socialminister Aase Olesen, som også sidder i den lokale bestyrelse af Kræftens Bekæmpelse. Og hun organiserer indsamlingen i Ålsgårde, som Tikøb af uransagelige årsager hører under. Vores bidrag blev på knap 1400 kroner. Det kunne have været mere, men der var nærmest ingen mennesker hjemme på vores rute.

I Helsingør kommune blev der indsamlet kr. 239.147 kr. med hjælp fra 164 indsamlere.

Fordelt på de fire indsamlingsdistrikter blev resultatet:

Ålsgårde m.m.:
2012: 40.079 kr. med hjælp fra  28 indsamlere
(2011: 38.796 kr. med hjælp fra  26 indsamlere)

Espergærde/Snekkersten m.m.:
2012: 93.793 kr. med hjælp fra  50 indsamlere
(2011: 93.503 kr. med hjælp fra  56 indsamlere

Hornbæk m.m.:
2012: 39.682 kr. med hjælp fra  38 indsamlere
(2011: 39.852 kr. med hjælp fra  38 indsamler)

Helsingør m.m.:
2012: 65.592 kr. med hjælp fra  48 indsamler
(2011: 85.239 kr. med hjælp fra  62 indsamlere)
Jyske Bank, Helsingør, stod for optællingen af de mange penge.

Jeg skal hilse fra Kræftens Bekæmpelse og sige tak til alle indsamlerne. Og tak til alle, der gav et bidrag.

Var du en af de mange, der ikke var hjemme under indsamlingen – eller har du eller en du kender brug for støtte og rådgivning, kan du gå ind på Kræftens Bekæmpelses hjemmeside: www.cancer.dk

Glad hverdag

Familien Pociot i topform i plantagen. Foto: Lotte Lund
Familien Pociot fra Hornbæk på vej hjem fra skovbørnehaven Ellekildehus. (Foto: Lotte Lund)

I dag mødte jeg familien Pociot, som inspireret af mandagens blå himmel og det gode vejr havde ladet bilen stå og i stedet løb/cyklede gennem Hornbæk Plantage, da børnene skulle hentes i skovbørnehaven Ellekildehus. Lad dette være en inspiration for os alle. Så ligger der en gladere hverdag og venter.

Jeg er selv begyndt at cykle til og fra arbejde – syv kilometer hver vej langs med Strandvejen til og fra Klædefabrikken i Hellebæk. Det giver ikke en runners high rus, men det er nok til at fremkalde en behagelig følelse i kroppen. Og det er indtil videre nok for mig. For pokker da, hvor er det skønt hver morgen at kunne vælge mellem skoven og kysten.

Husk at velværet efter cykel- og/eller løbeturen kan forøges af din yndlingsmusik, indtagelse af krydret mad, sollys, humor, mørk chokolade og god sex. Endelig er en god nattesøvn vigtig for at føle sig ovenpå. Derfor er jeg også imod sommertid . Hvad bilder de sig ind at lave om på min nordiske sommer og forstyrre mit søvnmønster?!

Vi ses.

Bænken

Mathias Geisnæs Hesselholt fra Caffé River (tv) og bager Hans Schepelern tog lørdag morgen hul på foråret på bænken foran bageriet i Hornbæk. (Foto: Lotte Lund)

Havgusen lå som en tyk tåge over Hornbæk lørdag morgen, og det var særdeles råkoldt, selv om diverse kendismeteorologer havde lovet høj sol. Alligevel var det umiskendeligt blevet forår i Hornbæk, da jeg samme morgen hentede morgenbrød til familien, for bageren havde sat sig uden for på bænken med sin faste kaffeleverandør. Der sad de med en cafe latte og vendte stort og småt med de forbipasserende. Bageren kunne samtidig glæde sig over, at hans butik i denne uge har fejret et-års fødselsdag.

Bænken, der har prime high street location, er et fantastisk sted at slå sig ned og få vendt verdenssituationen set fra Hornbæk, og jeg glæder mig til at sidde på den igen.

Jeg kan desuden meddele, at tågen lettede i løbet af søndagen og det endte med det smukkeste vejr.

Stay tuned, jeg gør klar til at skrive en artikel om alt det spændende og nye man kan opleve her i byen i påsken. Og så ser jeg frem til læser nummer 2000 her på bloggen. Det bliver forhåbentlig inden påske!

Læs mere om Caffe River: www.cafferiver.com

Tak Hornbæk

Thea siger: Tak Hornbæk. Hun samlede 924 kroner ind til Folkekirkens Nødhjælps kamp mod sult i Afrika. Foto: Lotte Lund

13.963 kroner! Så meget fik 12 tapre indsamlere i søndags i raslebøsserne i Hornbæk til Folkekirkens Nødhjælps landsindsamling. Heraf samlede Thea de 924 kroner ind! Flot resultat og godt gået af alle!

Tænk, hvis vi havde været flere indsamlere her i byen. Så kunne vi have indsamlet endnu flere penge! Som det også var tilfældet her i Hornbæk, indsamler man i gennemsnit 1000 kroner på et par timer eller tre, når man er ude i den gode sags tjeneste. Og ud over at møde nye mennesker og se nye steder i sit nabolag, får man jo altså også lige en solid dosis frisk luft og motion med i købet.

Årets kampagneslogan var Slut Sult. Det satte fokus på Folkekirkens Nødhjælps kernesag, bekæmpelse af sult. Omkring en milliard mennesker lever i daglig sult – det er hvert syvende menneske.

På landsplan var over 20.000 indsamlere på gaden i 1335 sogne – det er rekord – og der blev i alt indsamlet 15 millioner kroner.

Meld dig allerede nu som indsamler til næste års indsamling – så bliver du registreret til næste års indsamling: www.noedhjaelp.dk

Vi ses.