Hornbæk i krig og kærlighed – på byvandring med William Leedgaard

P1090147
Der er styr på fakta, når William Leedgaard gør Hornbæks historie levende på en byvandring. Foto: Lotte Lund.

En byvandring i Hornbæk med William Leedgaard tager let 3 timer. Men det er ikke et sekund for længe. Hornbæk er overvældende fyldt med historier om helte, seje kvinder, krig, kunst, kærlighed.

William Leedgaard er selv en del af Hornbæks historie. Han er ud af Leedgaard-slægten, som i mange år havde en stor købmandsgård i hovedgaden i Hornbæk, der hvor Fakta ligger i dag. Købmandssønnen, der dog selv gjorde karriere som international forretningsmand, forstår da også at sælge historierne. Han taler med en overbevisning og indlevelse, som havde han selv været der, også når han taler om begivenhederne, der formede det lille fiskerleje helt tilbage for flere århundreder siden. Han er inkarnationen af Hornbæk, det venlige, hjælpsomme og stolte Hornbæk, der altid er parat til at gøre en ekstra indsats for sin by.

Denne søndag, hvor skyerne endnu en gang har spredt sig og ladet solen skinne over den hyggelige badeby cirka 13 kilometer op ad kysten fra Helsingør og Kronborg, har han stillet sig til rådighed for Facebook-gruppen Vores Hornbæk. Det er Hornbæks digitale informationstorv, hvor stort og småt dagligt udveksles mellem byens borgere. Knap 20 har meldt sig og vi mødes ved ankeret ved Havnekiosken på Hornbæk Havn.

Mindestenen om heltedåden i 1774, hvor otte hornbækfiskere satte livet på spil og fik reddet den engelske skipper Thomas Brown. Foto: Lotte Lund
Mindestenen om heltedåden i 1774, hvor otte hornbækfiskere satte livet på spil og fik reddet den engelske skipper Thomas Brown. Foto: Lotte Lund

Allerede her henføres vi til en af Danmarks-historiens store heltebedrifter, nemlig redningsdåden i 1774, hvor 8 fiskere fra Hornbæk satte livet på spil en vinternat og fik reddet den engelske kaptajn Thomas Brown i land fra den engelske skonnert Nelly & Isabel, der var stødt på grund. Rygtet om redningsaktionen nåede vidt omkring og inspirerede blandt andet digteren Johannes Ewald til skuespillet Fiskerne. Stykket var det første, der fortalte en historie om ‘almindelige mennesker’, der blev opført på Det Kgl. Teater, og det er fra dette stykke, kongesangen ‘Kong Christian stod ved højen mast’ stammer.

William Leedgaard fortæller og krig, kunst og kærlighed i Hornbæk gennem tiderne. Foto: Lotte Lund.
William Leedgaard fortæller og krig, kunst og kærlighed i Hornbæk gennem tiderne. Foto: Lotte Lund.

Turen går videre rundt mod Østre Stejleplads i retning mod plantagen . Her hører vi om den engelske flåde, der lå samlet ud for Hornbæk i sommeren 1807, inden englænderne gik til angreb på København og tog hele den danske flåde med sig. Nederlaget fratog Danmark landets historiske status som en førende søfartsnation. Syv år senere går Danmark statsbankerot.

Vi går hen mod det hvide hus på pynten ved plantagen. Huset har tilhørt kunstneren Carl Locher. Han var en del af den kunstnerkoloni som kom til Hornbæk i 1870’erne. Kolonien talte navne, som vi i dag ofte forbinder med Skagen. Blandt de meste kendte navne finder vi  også P.S. Krøyer, Holger Roed, Frantz Henningsen og Viggo Johansen. Men det var altså her i Hornbæk, de lagde grunden til deres kunstneriske karrierer, og billeder som ‘Morgen i Hornbæk, fiskerne kommer ind’, gjorde Krøyers kendt, selv om han blev lokket til Skagen af maleren Michael Ancher. På Skagen blev de to både venner og rivaler. En historie, som blev foldet smukt ud i foråret, på en stor udstilling på Arken.

I 1891 lånte Locher sit hus til P.S. Krøyer. I sit takkebrev skrev Krøyer blandt andet: Hornbæk er et smukt sted, men om sommeren er her desværre ikke mere til at være for sommergæster…’

Et andet stort kunstnernavn fra denne periode, som havde nær tilknytning til Hornbæk, var Holger Drachmann. Han kom til Hornbæk som maler, men blev digter og skildrede fiskermiljøerne med ord. Især indgik fiskeren Peter Andersen ‘Store Bjørn’, som digteren fik et tæt venskab med, ofte i Drachmanns digte. Drachmann døde i Hornbæk den 14. januar 1908 og William Leedgaard fortæller levende om begravelsestoget, en konge værdigt, der i isnende kulde førte den afdøde digter fra Hornbæk til stationen i Helsingør og videre til Skagen. I dag kan man se hans gravsted i en klit syd for på Grenen i Skagen, og på havnen i Hornbæk står en mindesten foran Skibsprovianten.

Historierne fortsætter. Vi hører om den svenske forfatter August Strindberg, der sammen med sin 30 år yngre hustru Harriet Bosse i 1901 havde et længere ophold i et hus på Ole Piis Vej 7.

Vi går ind i kirken – Hornbæks 3. kirke på stedet. Også historierne om, hvordan Hornbæk fik sin kirke er ganske dramatisk. Den seneste blev bygget i 1737 og altertavlen er malet af selveste guldaldermaleren C.W.Eckersberg.

Hornbæk Kirke med altertavlen af Eckersberg. Foto: Lotte Lund.
Hornbæk Kirke med altertavlen af Eckersberg. Foto: Lotte Lund.
Store Bjørns grav. Foto: Lotte Lund.
Store Bjørns grav. Foto: Lotte Lund.
P1090154
Stenen for Hornbæks faldne frihedskæmpere under 2. Verdenskrig. Foto: Lotte Lund.

På Kirkegården ser vi Store Bjørns grav og gravstedet for de danske frihedskæmpere. Under besættelsen var cirka 3.600 tyskere udstationeret i og omkring Hornbæk. De boede på badehotellerne, og det påvirkede livet i Hornbæk voldsomt. Her var drabelig modstandskamp og det lykkedes også på trods af de mange tyskere, at redde jøder til Sverige i oktober 1943. William Leedgaard fortæller levende om historierne – nu er vi ved at være oppe i hans levetid.

Før krigen var Hornbæk blomstret op, som det københavnske borgerskabs foretrukne badeby. Byens badehoteller var stort set alle ejet at kvinder. Her var liv og glade dage med Lommer-revyer og både ‘gamle’ og ‘nye’ penge. Allerede i 1890 var Trouville-kvarteret blevet udstykket som Danmarks første sommerhus område. Det blev også landets mest mondæne – en status, som er bevaret til i dag. Efter krigen vendte de muntre somre tilbage med moleræs hver aften på havnen. Her så man ‘de kendte’ på havnen, og man mødte op i sit bedste tøj for at hilse på hinanden – inden de gamle gik hjem og de unge gik på ‘Bondegården’, hvor der frem til cirka 1970 var levende musik. William Leedgaard mindes datidens store navne som Sitter Horne Rasmussen, Tony Rodian og Freddy Albeck. De blev i1970 afløst af disco med gogo-danserinder, indtil til lukningen omkring 1980. Vi passerer stedet, hvor Bondegården lå. Her ligger i dag SuperBrugsen og Netto.

Hotel og Restaurant Bondegården blev i slutningen af 1800 tallet drevet meget succesfuldt af frk. A.R. Friis – idag nok kendt fra A.R. Friis Vej, oprindeligt 1. tangvej mod vest. A. R. står for Anna Regine. Her byggede hun i 1904 sit eget badehotel med udsigt over Øresund. Og det går først nu op for mig, at en af byens centrale gader, der hvor Ilse Jacobsen i dag har anlagt butikker og Kurbadet, er opkaldt efter en kvinde. Jeg har altid troet, det var en mand.

Vi slutter på havnen. I dag kan man ikke forestille sig Hornbæk uden havn, men set i byens lange historiske perspektiv, er den relativt ny. Vi står på toppen af den store klit vest for havnen og William Leedgaard fortæller. I 1820 bliver der lavet en vestmole i stil med den vi i dag kender fra Langebro i Ålsgårde, men det er først i 1870, at Tikøb sogneråd bevilger 1.200 rigsdaler til anlæggelse af selve havnen. Den stod færdig 1875. Den første havnefest blev afholdt i 1881 – og indbragte hele 2.800 kr! Et formidabelt beløb. Og den dag i dag er havnefesten en fast tradition, hvor hele byen fester, knokler og samler penge – nu i hundredetusindvis af kroner – ind til byens ungdomsarbejde.

Inden vi går hjem, samles den lille trup i Hornbæk Bådeklubs hyggelige lokale. Her er kaffe og hjemmebagt kage – og øl og vin til særdeles rimelige priser.

Samtalen går hen over bordet og kaffen om Hornbæks historie gennem århundreder, som pludselig står lyslevende. Wiliam Leedgaard fortsætter beredvilligt med at svare på spørgsmål – pludselig er endnu et par timer gået. Der er enighed om, at det har været en strålende eftermiddag, hvor vi har lært vores by at kende på en helt ny måde.

I dette hus på Ole PIis Vej 7 boede August Strindberg med sin hustru i 1901. Foto: Lotte Lund.
I dette hus på Ole PIis Vej 7 boede August Strindberg med sin hustru i 1901. Foto: Lotte Lund.

Jeg har her kun nået at trække de helt store linjer op, men har fået lyst til at vide mere om dette lille, beskedne fiskerleje, der alligevel har formået at skabe mennesker og begivenheder, der har bidraget til den store fortælling om hvem vi er, ikke bare som hornbækkere, men som danskere. Mennesker og begivenheder, der trækker linjer ud i den store verden.

William Leedgaard er en af de mange frivillige i Historisk Forening i Hornbæk. Foreningen arrangerer i løbet af sommeren en række byvandringer. Jeg kan kun anbefale at gå med.

Byvandringen går også ad de små trillestier, hvor fiskerne kørte med fangst. Foto: Lotte Lund.
Byvandringen går også ad de små, idylliske trillestier i fiskerlejet i Hornbæk, hvor fiskerne kørte med fangst. Foto: Lotte Lund.

Læs mere på foreningens hjemmeside her

Du er også velkommen i Facebook-gruppen Vores Hornbæk. Læs mere om og meld dig ind her

Gourmetaften i SuperBrugsen – få rusket op i rutinerne

Ansvaret for SuperBrugsens Gourmet Aften er overdraget til de yngre medarbejdere, her ferskvare leder Henrik Ostermann og uddelerassistent Joos Bove. Foto: Lotte Lund
Ansvaret for SuperBrugsens Gourmet Aften er overdraget til de yngre medarbejdere, her ferskvareleder Henrik Ostermann (til venstre) og uddelerassistent Joos Bove (til højre). Foto: Lotte Lund

Elsker du at prøve noget nyt? Det gør de fleste. Alligevel ender en indkøbstur før spisetid ofte i den samme rille og i de sikre valg, vi har købt tusinde gange før.

På onsdag den 5. november 2014 kl. 20-22 inviterer SuperBrugsen i Hornbæk indenfor til Gourmetaften og dermed også muligheden for at få rusket lidt op i rutinerne. Billetsalget er startet.

Hornbæk Bloggen var forbi og måtte lige snuse op, hvad man kan forvente af sådan en aften.

Og Deres udsendte blogger kan berette, at SuperBrugsen denne aften indrettes til en stor ‘torvehal’, hvor mere end 30 leverandører vil byde på smagsprøver og inspiration. Der vil blive budt på mere end 40 rød- og hvidvine, lækker kaffe, delikatesser, udsøgte oste m.m. Og Hornbæk Vinklub lancerer denne aften sin egen vin med eget logo. Leveringen imødeses i disse dage med stor spænding!

På stadepladserne vil du kunne finde:

Hansen Is – kendt fra Hornbæk Iskagehus, men i vintertiden kan man altså også nyde smagen af is, som den smagte ‘i gamle dage’.

Il Fornaio – dybfrossent, men kompromisløst italiensk brød-håndværk bagt i Danmark af Trianon Bageriet. Denne aften også med prøver på olie og pesto.

Gilleleje Havn – brødspecialiteter fra bageriet i Gilleleje. Desuden en bod med bud på lækre fiskeretter.

Gevalia – præsenterer Tassimo kaffekapsler med forskellige smagsvarianter.

Dolce Gusto – Nescafés bud på kaffekapsler.

Taster Wine – en af Danmarks største koncerner inden for vin og spiritus præsenterer aktuelle vine.

Nordic Wine – fire gamle venner med passion for vin har stiftet et vinimportfirma med vine fra Sydafrika, Italien og Spanien. Kom og smag.

Abildhill – mød en lokal vinimport med base i Hornbæk – og hans vine…

Lindt – nogle af verdens fineste, schewiziske chokolader.

Økoladen: Dansk, økologisk kvalitetschokolade.

Willemoes Julebryg – der er under to måneder til jul, så tiden er inde til at udvælge årets juleøl. Willemoes Julebryg fra Vestfyen er brygget af pilsnermalt, karamelmalt, glukose og humle, den er gæret med undergær og tilsat lakrids.

Eriks Saucer – Erik Lallerstedt er den mest berømte og folkekære kok i Sverige. Han står bag serien Eriks Saucer, som i dag er det næststørste brand i kolde saucer på det svenske marked.

Skjern Ost – præsenterer udvalgte ostedelikatesser

Premier Cru – smag en lækker 23-år gammel rom.

Rævhede Naturprodukter – jægersoldaten Jimmy Lunde Havgaard valgte at starte en virksomhed med alt, hvad hjertet kan begære inden for vildt. Denne aften giver han smagsprøver på spegepølser og hjortesylter.

Panesco – Bake-off specialist i brød og kage.

Änglamark – mød Coops økokologiske, miljø- og allergivenlige mærke. Smag på saft og chips. Og på også Änglamark creme-produkter.

SuperBrugsens nye slagtermester byder på hjemmelavede smagsprøver.

Amka Vine – smagprøver fra en af landets største vinimportører.

Jota Chokolade – 1. klasses chokolade fra lokal producent i Gilleleje.

Hornbæk Vinklub – som nævnt bliver det en mærkedag i klubben, der efter at have eksisteret i godt et år nu kan lancere sin egen vin med logo-etiket.

Dertil kan du blandt andet også møde Leif Hansen og hans ingefær/kirsebærsaft, Nicolai Honning, smage på minicroissanter fra Schulstad, friske oste fra Eva Ost m.fl.

Det er SuperBrugsens ferksvareleder Henrik Ostermann, der sammen med kollegerne Joos Bove og souschef Derri Johansen er ansvarlig for arrangementet. Konceptet blev afprøvet sidste år med stor succes.

– Vi vil gerne give kunderne en mulighed for at opleve en anden side af vores forretning, siger Henrik Ostermann.

Billetter til 20 kr. kan købes i kiosken. Du vil muligvis også kunne gå hjem med lidt ekstra på kostkosten – for der vil blive trukket lod om gavekort for i alt 5.000 på billetnumrene.

Hornbæks Lars Jon deler ud af sine julehemmeligheder

Lars Jon havde holdt i går reception i Hornbæk Plantage for udgivelsen af sin nye bog. Foto: Lotte Lund
Lars Jon holdt i går reception i Hornbæk Plantage i anledning af udgivelsen af sin nye bog. Foto: Lotte Lund

En af Danmarks allerdygtigste florister, Lars Jon, springer i dag ud som forfatter med en bog om den tid på året, som han elsker allermest: Julen.

Lars er kendt af de fleste i Hornbæk. Til daglig er han nemlig at finde i Blomsten by Ilse Jacobsen, en af butikkerne i Ilse Jacobsens forretningskompleks på A.R. Friis Vej i hjertet af den nordsjællandske badeby.

Lars Jons store talent består i, at han kan lave skønhed ud af alting – og ud af ingenting. Han kan tage lidt ståltråd, lidt mos, lidt gran, en gammel potte og lidt glimmer og vupti, står der en dekoration, som du bare må eje. Hans kreative geni er hemmeligheden i hans små hilsner fra naturen. Og i sin nye bog ‘Nordisk Jul’ deler han ud af sin iderigdom, og gør samtidig hans værker enkle og tilgængelige at udføre, så også ‘helt almindelige mennesker’ kan være med.

Ingen er i tvivl om, at naturen omkring Hornbæk og de nordiske traditioner er en af Lars Jons store inspirationskilder. Og det understreget, da han i går præsenterede sin nye bog i Hornbæk Plantage. Med enkle greb havde han omdannet en kølig efterårsdag i skoven til et dragende, magisk skatkammer, hvor man kunne gå rundt mellem træerne og se på bogens smukke billeder i stor størrelse og varme sig på lækkerier efter nogle af bogens opskrifter. Og pludselig gjorde det ikke noget, at blive mindet om, at der nu kun er to måneder til jul.

’Nordisk Jul’ går meget pædagogisk til værks. Lars Jon giver sit bud på den perfekte skovtur og retningslinjer for, hvad man må og ikke må samle i naturen. Der er opskrifter på chokoladebrud og varm kakao – og hvordan du kan lave flødeskum, ved at ryste fløde i en plastikpose. Han indfører læseren i de forskellige materialer og det værktøj, der skal bruges – også til de ‘usynlige’ tricks. Og med enkle anvisninger forklarer han, hvordan man laver de smukke, enkle dekorationer, som bærer hans signatur.

– Min erfaring fra mit arbejde med blomsterdekoration er, at mange gerne vil arbejde kreativt med deres hænder. Interessen for selv at skabe de smukke dekorationer til hjemmet er enorm – men det er svært at få de gode idéer og færdighederne. Denne bog er blandt andet til disse mennesker, siger Lars Jon selv om bogen.

Lars Jon har udgivet bogen Nordisk Jul med sin mand, Andreas Boeskov, som her byder velkommen gæsterne i Hornbæk Plantage. Foto: Lotte Lund.
Lars Jon har udgivet bogen Nordisk Jul med sin mand, Andreas Boeskov, som her byder velkommen gæsterne i Hornbæk Plantage. Foto: Lotte Lund.
Som altid lykkedes det Lars Jon med enkle midler at skabe magisk skønhed. Foto: Lotte Lund
Som altid lykkedes det Lars Jon med enkle midler at skabe magisk skønhed. Ved lanceringen i Hornbæk Plantage kunne man gå rundt og se billederne fra hans nye bog i stor størrelse. Foto: Lotte Lund
Lars Jons forretningspartner Ilse Jacobsen var naturligvis med ved receptionen i plantagen. Foto: Lotte Lund
Lars Jons forretningspartner Ilse Jacobsen var naturligvis med ved receptionen i plantagen. Forrest ses Thea og Freja, der nød godt af den varme chokolade Foto: Lotte Lund
Et godt Lars Jon-trick: kom smeltet chokolade på skeerne og lad det stivne. Kom så skeen i varm mælk. Uuuhhmm. Foto: Lotte Lund.
Et godt Lars Jon-trick: kom smeltet chokolade på skeerne og lad det stivne. Hæld varm mælk over skeen i et glas. Uuuhhmm. Foto: Lotte Lund.
Disse chokoladebrud smager så godt, at de nok bliver forbudt inden længe. Opskriften er at finde i Nordisk Jul. Foto: Lotte Lund.
Disse chokoladebrud med Dumle karameller og skumfiduser smager så godt, at de nok bliver forbudt inden længe. Opskriften er at finde i Nordisk Jul. Foto: Lotte Lund.
Lars Jon sammen med den anden mand i Ilse Jacobsens liv, Jesper Bo. Foto: Lotte Lund.
To vigtige mænd i Ilse Jacobsens succes, Jesper Bo og Lars Jon. Foto: Lotte Lund.
En almindelig efterårsdag forvandlet til naturens skatkammer. Foto: Lotte Lund
En almindelig efterårsdag forvandlet til et skøn tur i skoven. Foto: Lotte Lund

Bogen, der er på 96 sider, er udgivet af JON+BOESKOV og distribueres af People’s Press. Den sælges fra i dag blandt andet i Blomsten by Ilse Jacobsen i Hornbæk, hvor Lars Jon gerne signerer den, hvis han er i butikken – eller efter aftale. Den findes naturligvis også Blomstens øvrige butikker eller hos boghandleren.Prisen er 199,95 kr.

Mød Ilse J og hendes prisvindende beauty brand i Matas

Ilse Jacobsen tog imod prisen som Årets Nye Brand ved Danish Beauty Award sammen med Daniel Lafrenz. Statuetten blev overrakt af Cecilie Lassen og Sarah Grünewald. Foto: Danish Beauty Award.
Ilse Jacobsen tog imod prisen som Årets Nye Brand ved Danish Beauty Award sammen med Daniel Lafrenz.
Statuetten blev overrakt af Cecilie Lassen og Sarah Grünewald. Foto: Danish Beauty Award.

Opråb til alle Ilse-fans i Hornbæk og Omegn.

På tirsdag den 21. oktober kl. 18-19 inviterer Matas i Hornbæk til et personligt møde med Ilse Jacobsen. Ved arrangementet vil Ilse præsentere sin prisvindende spa- og skønhedsserie opkaldt efter hende selv.

Serien vandt prisen som årets nye brand ved Beauty Awards 2014.

Dommerne havde følgende ord med på vejen til vinderen:

Ny nordisk spa-oplevelse lige til at tage med hjem til afslapning af krop og sanser og styrkelse af huden med vitaminrige ekstrakter fra powerplanterne, der gror i Nordsjællands sand, sol og blæst. Gennemtænkt og omfattende hud-, hår- og kropsplejeserie – med more-to-come, håber vi. Lækkerhedsfølelsen er i top fra formler til flakoner og emballager i det enkle nordiske design.

Produkterne, der indgår i Årets Nye Brand Ilse by Ilse Jacobsen, er sammensat med stor fokus på havtorn. Havtorn, som de bær der vokser her i Hornbæk. Havtorn er et bær meget rigt på C-vitamin – faktisk 15 gange så meget som i citron – men også rigt på særlige fedtstoffer, der har en speciel effekt på huden. Det opdagede de danske vikinger allerede for hundreder af år siden, da de smurte deres vejrbidte ansigter og hænder direkte ind i bærrene.

Andre ingredienser som avocado, grøn te og rød solhat har også fundet vej til brandets beautyprodukter. Råvarer, der alle er velkendt for deres effekt både indefra og udefra. Du kan få Ilse by Ilse Jacobsen-produkter til både ansigt, krop og hår.

– Det vigtigste er, at produkterne skal give velvære, appellere til sanserne, samt dufte og føles lækre. Karakteristisk nordisk design, naturlighed samt en lækker æstetisk og sansemæssig oplevelse er hjørnestenene i spa- og skønhedsprodukterne, og med disse produkter kan man tage spa-oplevelsen
med hjem og forkæle sig selv, når man vil, siger Ilse Jacobsen selv.

Samtidig overholder produkterne anbefalingerne fra EU i forhold til indholdsstoffer, og indeholder derfor hverken de 26 særligt allergene stoffer som EU og Miljøstyrelsen advarer imod, parabener, MI (Methylisothiazolinone) og ej heller mikroplastik.

Produktserien er produceret af den velrenommerede danske producent, Dermapharm. Priserne for spa- og skønhedsprodukterne ligger fra 155-395 kr.

Ved køb af minimum to valgfrie Ilse by Ilse Jacobsen-produkter får man tirsdag aften 15 procent rabat. Alle deltagere vil desuden modtage en lækker Ilse Jacobsen goodie bag og der trækkes lod om 2 stk. entrébilletter til Kurbadet (værdi 600 kr.) – lodtrækningen er ikke købsbetinget.

Tilmelding er gratis og påkrævet for at kunne deltage.

Tilmelding sker på mail post@12807.matas.dk eller på telefon 49 70 00 26.

Se, hvad Ilse Jacobsen sagde, da hendes beauty brand havde vundet prisen som Årets Nye Brand 2014:

 

 

Orienten giver inspiration til Hornbæk-kunstnere

Pia Fonnesbech kan i stil sammenlignes med blandt andre Matisse. Foto: Galleriet Honbæk.
Pia Fonnesbech kan i stil sammenlignes med blandt andre Matisse. Foto: Galleriet Honbæk.

To kunstnere, Pia Fonnesbech og Geert Kisum, der begge finder deres inspiration i orienten, udstiller i den kommende tid i Galleriet Hornbæk.

– Begge kunstnere har også nære relationer til Hornbæk. Pia Fonnesbech har de seneste 20 år har tilbragt mange perioder i kunstnerboligerne i Ræveskiftet. Geert Kisum er en af Hornbæks væsentligste kunstnere, siger gallerist Suanne Risom, Galleriet Hornbæk.

Pia Fonnesbech fortolker tidligere tiders ornamentik fra Østen, Persien og er også i familie med William Morris, den britiske kunsthåndværker, maler, forfatter, bogtrykker og sociale reformator. Morris betegnes ofte som det moderne kunsthåndværks fader.

– Pia Fonnesbech kan ikke sammenlignes med andre nutidige danske kunstnere – hverken i billedsprog eller farvevalg. Når man betragter Pias koloristiske malerier, bringes man tæt på egne minder og følelser – det er kompositioner og farver, der påvirker én med stor kraft. Samme udtryk som vi kender fra en af de vigtigste og mest indflydelsesrige franske kunstnere – Henri Matisse, fortæller Susanne Risom.

Geert Raku udstiller sine raku værker.

– Værkerne udstråler Geerts suveræne forståelse for glasurernes historie med udspring i 14-1500-tallets Kina og Japan. Med en overlegen hånd former Geert sine værker og med energi og glæde eksperimenterer han med glasurerne og deres reaktion på forskellige påvirkninger. Resultatet ser vi i en række usædvanlig smukke skåle og vaser, siger Susanne Risom.

Udover de to ovennævnte kunstnere viser galleriet en lang række andre anerkendte kunstnere. Litografiske tryk af Jorn, Alechinsky, Jan Voss, Robert Jacobsen, Jørgen Nash og Reinhoud d’Haese samt keramik af Lise Honoré, Annie Hull, Peter Wills m.fl.

Geert Kisum arbejder med raku inspireret af teknikker fra Japan og Kina. Foto: Galleriet Hornbæk.
Geert Kisum arbejder med raku inspireret af teknikker fra Japan og Kina. Foto: Galleriet Hornbæk.

Himmel & Hav – på fredag går det løs i kulturnatten i Hornbæk

Et sikkert hit bliver igen i år en gratis tur til børnene i brandstigen. Foto: Susanne Buhl.
Et sikkert hit bliver igen i år en gratis tur til tops i brandstigen – find brandbilen i Hovedgaden. Foto: Susanne Buhl.

Så er Hornbæk ved at gøre klar til verdens hyggeligste kulturnat. Det hele sker på fredag den 19. september fra kl. 17. Og i bedste Hornbæk-stil lover vejrudsigten den smukkeste sensommeraften.

Sidste år var første gang Hornbæk valgte at lægge sin kulturnat en uge før den store Kulturnat i Helsingør. Og det var en kæmpesucces. Over 5.000 mennesker hyggede sig over alt i byen, som i dagens anledning var helt lukket for trafik, så børnefamilier kunne færdes trygt.

– Sådan bliver det også i år – næsten. For den store evaluering viste, at sådan vil folk gerne have det igen, forklarer turistforeningens formand Olav Berntsen, der sammen med bibliotekar Lisbeth Jensen, Hornbæk Bibliotek, formand William Leedgaard, Hornbæk Bådeklub, Peter Marx fra Handelsstandsforeningen og Hornbæk Idrætsforenings formand Peter Poulsen har stået for planlægningen af dette års Kulturnat i Hornbæk.

Formand for Hornbæk Turistforening, Olav Berntsen, håber, at Kulturnatten i år også vil trække mange gæster ude fra til Hornbæk. Foto: Susanne Buhl.
Formand for Hornbæk Turistforening, Olav Berntsen, håber, at Kulturnatten i år også vil trække mange gæster ude fra til Hornbæk. Foto: Susanne Buhl.

– Kulturnatten i Hornbæk er for alle, slår Olav Berntsen samtidig fast. Han håber, at det spændende program og det gode vejr til sammen vil tiltrække ikke blot hornbækkere, men også masser af gæster ude fra, der har lyst til at opleve byen på en ny måde.

Årets tema er ‘Himmel & Hav’. Et sted, hvor man virkelig vil udleve temaet er i Hornbæk Bådeklub. Her vil man kunne opleve et lysbilledshow på 80 billeder, der viser, hvor vildt det gik for sig, da 1000 års-stormen Bodil ramte havnen i december sidste år. Der vil også være billeder, der viser, hvordan havnen med en enestående fælles indsats fra hornbækkernes side er blevet genetableret og igen præsenterer sig som en af Danmarks smukkeste lystbådehavne. Gå op i klubhuset på 1. sal i Bådeklubben og oplev billedshowet fra kl. 17 på klubbens storskærm. Mellem kl. 20 og 21 vil formanden for Hornbæk Havn, Jørgen Haagen, være til rådighed og svare på spørgsmål.

Temaet for Kulturnat 2014 er 'Himmel & Hav'. Det vil blandt andet komme til udtryk i et billedshow i Hornbæk Bådeklub om stormen Bodil og det, der fulgte. Foto: Susanne Buhl.
Temaet for Kulturnat 2014 er ‘Himmel & Hav’. Det vil blandt andet komme til udtryk i Hornbæk Bådeklub i et billedshow om stormen Bodil og det, der fulgte. Foto: Susanne Buhl.
Mød formanden for Hornbæk Havn, Jørgen Haagen, i Bådklubben kl. 20-21. Her vil han svare på alle spørgsmål om genopbygningen efter Bodil. Foto: Susanne Buhl.
Mød formanden for Hornbæk Havn, Jørgen Haagen, i Bådklubben kl. 20-21. Her vil han svare på alle spørgsmål om genopbygningen efter Bodil. Foto: Susanne Buhl.

På havnen vil der også blive udstillet gamle biler og motorcykler, og er man frisk, vil man for alvor kunne opleve både himmel og hav ude ved Hornbæk Vinterbadelaug. Her vises badehuset frem kl. 18-20, og man er også velkommen til at tage en dukkert. Kl. 18.30  vil troubadourerne Yasmin, Asger Steenholdt og Henrik Munk, som man vil kunne opleve rundt om i byen hele kulturnatten, dukke op på havnen. Her vil der desuden aftenen igennem blive solgt røget sild og makrel fra havnens røgovn. Overskuddet fra dette salg går til Hornbæk Bådeklubs ungdomsafdeling

Når man alligevel er nede ved havnen kan det anbefales at besøge Afdelingen for Rygmarvsskader på Havnevej og få indblik i, hvordan rehabiliteringen foregår. Det sker mellem kl. 17 og 19. De voksne kan også stikke også hovedet inden for hos naboen Peter Leander og Nybolig. Ejendomsmægleren holder til i det, der en gang var Hornbæk Kro, og traditionen tro genoplives stemningen fra de gode gamle dage med pianobar i de hyggelige lokaler.

Hovedgaden vil også i år være spærret for bilkørsel og summe af liv i Kulturnatten. SuperBrugsen vil sørge for rigeligt at spise og drikke samt underholdning og sjove konkurrencer. Galleriet Hornbæk viser kl. 17-21 en meget spændende fotoudstilling med billeder fra bogen ‘Søren og Marie Krøyers jagt efter skønhed’. Både Søren og Marie Krøyer elskede også Hornbæks skønhed og boede i vinteren 1891 i Carl Lochers hus. Mød også bogens forfatter, Henriette Bjarne Hansen, der vil være til stede og signere sin bog.

Ingen børn kommer gennem hovedgaden uden at lægge vejen forbi den flotte brandbil fra Station Hornbæk som hører under Nordsjællands Brandvæsen. Her vil de frivillige brandmænd igen i år give ungerne lov til at prøve, hvordan det er at komme til tops i brandbilens stige. Hoppeborgen må også siges at være et must for børn.

For børn i alle aldre er der hestevognskørsel fra Bytorvet og skattejagt. Skattekort til den Kulturnattens stor skattejagt udleveres på Biblioteket og det gælder om at finde fiskene rundt om i vinduerne i Hornbæks mange forretninger.  De voksne kan deltage i Turistforeningens kulturnatskonkurrence, som afholdes af Turistinformationen i biblioteket.

Bytorvet vil i det hele taget være et centrum for mange aktiviteter – fra tryllekunst på biblioteket kl. 17.30 til koncert med Helsingør Shantykor kl. 18.30 og 19.30 og introduktion til argentinsk tango kl. 20.30. Her kommer troubadourerne også forbi kl. 21.30 – og aftenen igennem kan man også her få stillet sulten fra forskellige boder med mad.

Bytorvet vil også i år blive et centrum for Kulturnatten med trylleri, tango og dejlig mad m.m.m. Foto: Susanne Buhl.
Bytorvet vil også i år blive et centrum for Kulturnatten med trylleri, tango og dejlig mad m.m.m. Foto: Susanne Buhl.

Kl. 17-19 holder Hornbæk Vandværk også åbent hus. Hornbæk Vandværk leverer vand til cirka 2.650 husstande og erhverv. Der anvendes udelukkende grundvand af høj kvalitet fra 80 – 100 meter dybe boringer, der alle er placeret i nordkanten af Hornbæk Sø.

Der vil også være gymnastikopvisninger med gymnaster fra Hornbæk IFs gymnastikforening rundt om i byen.

Er man i det romantiske hjørne byder Lystfiskerforeningen Gedden på måneskinstur på Hornbæk Sø mellem kl. 17 og 22. Vil man virkelig være kulturel, inviteres både børn og voksne til at deltage i det store fællesmaleri ved skulpturen på A.R. Friis Vej. Her vil der også fra 20.30 blive vist et fantastisk lysshow arrangeret af Støtteforeningen Hornbæk Kunstmuseum.

På A.R. Friis Vej byder også Ilse Jacobsen inden for – både i Kurbadet og i forretningerne. Kl. 17-19 vil der være rundvisning i Kurbadet og introduktion til Ilse Jacobsens nye spa- og skønhedsserie, som hele denne aften sælges med 20 procent rabat. I tidsrummet kl. 17-19  serveres i restauranten en tapas tallerken med et glas cava til en yderst rimelig pris. Fra kl. 19 tilbyder restauranten mad fra det normale menukort. I Ilses butikker vil der aftenen igennem blive budt på et glas vin og gode tilbud og konkurrencer.

Hos Søstrene Olsen vil kulturnattens gæster kl. 18-21 kunne nyde en særlig kulturnatsmenu bestående af sprængt unghane med grøntsagsfrikasse og peberrod samt et glas vin eller øl for 98 kr. Bemærk, at der ikke kan bestilles bord til dette tilbud, som går efter først-til-mølle princippet og som kun gælder, så længe der er unghane tilbage.

Ønsker man at Kulturaftenen finder sin ro og sin afslutning i Hornbæk Kirke, fortæller Lone Kuhlmann kl. 21 om de kunstnere, der gennem tiden har besøgt Hornbæk, og kl. 21.30-22.00 fortæller sognepræst Bodil Olesen om  Hornbæk Kirke og holder aftenandagt.

Er man mere i humør til at fyre den af for alvor, skal man nok gå hen på Cafe Hornbæk Strand, hvor der frem til midnat afholdes Shu-bi-dua aften med shubberen Claus Asmussen og Hornbæk Almost Stars. Claus Asmussen har sammensat et repertoire bestående af hans egne personlige favoritter. Her bliver der tale om en aften, hvor publikum for alvor kan synge med. Claus Asmussen har nemlig alle sangteksterne med i hæfter, som bliver delt ud til publikum før koncerten. (Hvem behøver sanghæfter??, red.)

Og sådan får Historisk Forening endnu en historisk aften af skrive om til arkiverne. Glemte jeg at nævne, at de naturligvis også holder åbent hus Kulturnatten igennem i lokalerne på Sauntevej 4.

Der er med andre ord lagt op til endnu en magisk aften og nat i Hornbæk.

Find hele det samlede program for Hornbæk Kulturnat 2014 som pdf. her

Der bliver også en fotokonkurrence: Del dine oplevelser i Hornbæk Kulturnat og benyt #kulturnattenhornbæk på alle de sociale medier. Hornbæk Turistforening udlover præmie for det bedste foto. Du skal blot # det på instagram og #kulturnattenhornbæk – vinderen får sit foto fremkaldt i 75×50 cm.

Vi ses i Kulturnatten 🙂

PS! Jeg håber, jeg har fået alle arrangementer med – ellers skriv til mig. Der er plads til alle på Hornbæk Bloggen…

Klar til Børnefestival! Alle er velkomne i PUKs gård kl. 13.30-17.00

Thea på vej til Børnefestival i dag! Hun optræder med sin klasse 1.C - blandt andet med med en sang på engelsk! Foto: Lotte Lund
Thea på vej til Børnefestival i dag! Hun optræder med sin klasse 1.C – blandt andet med med en sang på engelsk! Foto: Lotte Lund

Så er vi atter klar til den store børnefestival i Hornbæk! Det er nemlig i dag alle daginstitutioner, SFO’er og PUK leverer et fantastisk show i PUKs gård på Sauntevej 4.

Husk at ALLE er velkomne til denne livsbekræftende fest, hvor man simpelthen ikke kan undgå at komme til at smile og føle, at Hornbæk er verdens bedste sted at bo.

Festivalen starter kl. 13.30 og der vil musik, sang og dans i verdensklasse(!) fremført af Hornbæks talentfulde børn og unge.

Armbånd købes ved indgangen – det koster 20 kr., men så får man også kaffe og kage med i prisen!

Det er 4. år i træk, at festivalen bliver afholdt i Puk’s gård, Sauntevej 4. Bemærk, at gården vil være lukket for gennemgang, og at parkeringspladsen vil være afspærret fra kl. 10.00 til kl. 17.00.

På festivalpladsen vil som traditionen byder også være forskellige boder, hvor man kan prøve lykken, en agilitybane, Hornbæk Biblioteks ballonbod, en frugtbod og selvfølgelig den populære flødebollemaskine!!!

Igen i år har forældrene været behjælpelige med at bage (glæd jer blandt andet til Peters hjemmelavede amerikanske gulerodskage, red.), og Super Brugsen Hornbæk har sponseret al frugt.

På festivalpladsen vil det selvfølgelig også være muligt at købe årets festivalplakat, som er kreeret af børn fra Hornbæk skoles SFO. Prisen vil være 10 kr.

 

 

 

Geometriske formationer i Galleriet Hornbæk

Eksempel på Gabriella Kauffmanns kunst som kan ses i Galleriet Hornbæk.
Eksempel på Gabriella Kauffmanns kunst som kan ses i Galleriet Hornbæk.

Er man mere til hjernefitness end den voldsomme fysiske udfoldelse, der har kendetegnet Hornbæk i denne uge, så anbefales det, at gå forbi Galleriet Hornbæk i morgen lørdag den 2. august 2014 kl. 15-17.

–  Det gennemgående tema i denne udstilling er formationer – 2 vidt forskellige fortolkninger – 2 vidt forskellige udtryk – 2 vidt forskellige perioder. Arne L. Hansens stramme geometriske billedsprog og Gabriellas Kauffmanns legende løse ”grid” billeder, hvor der oftest gemmer sig en eller flere personer, siger indehaver af Galleriet Hornbæk, Susanne Rison.

Gabriella Kauffmann (1960 – ) er en enestående kunstner, hvis billeder er en tankevækkende og æstetisk oplevelse. Med en tilsyneladende legende lethed skaber Gabriella Kauffmann sine harmoniske billeder. Med figurativ, abstrakt poesi og en symfoni af farver og menneskelig mosaik udstråler Gabriella Kauffmanns billeder en skønhed, ro og balance, som sammen med det let genkendelige intrikate ”grid” mønster er basen for hendes helt unikke billedsprog.

Gabriella Kauffmann udstiller internationalt i Tyskland, Frankrig, England, Schweiz og har netop en separatudstilling i Berlin. Galleriet Hornbæk har solgt Gabriellas billeder siden opstarten for 2 år siden.

Galleriet Hornbæk glæder sig over at holde fernisering med et udvalg af de nyeste værker.

Arne L. Hansen (1921 – 2009 ) var en elsket og anerkendt lokal kunstner, der bl.a. i 1982 fik opgaven at skabe altertavle, døbefont og malerier til Mørdrup kirke. Livet igennem bearbejdede Arne L. Hansen sit industrielle formsprog med konstruktivismens flader og geometriske former, som han blev inspireret til gennem sin store interesse for industriarbejdspladser.

Galleriet Hornbæk er så privilegerede at have fået mulighed for at udstille en håndfuld karakteristiske malerier i samråd med Arne L. Hansens børn.

Udover de to ovennævnte hovedattraktioner viser galleriet endvidere sin faste udstilling med navne som Frodo Mikkelsen (malerier og skulpturer), Asger Jorn (litografier), Jørgen Nash, Peter Bonnén, Per Kirkeby, A. Haugen Sørensen, Ada Scheller, Lise Honoré, Eva Weis Bentzon m.fl.

Læs mere om Galleriet Hornbæk her

Eksempel på Arne L. Hansens kunst, som kan ses i Galleriet Hornbæk.
Eksempel på Arne L. Hansens kunst, som kan ses i Galleriet Hornbæk.

Hornbæk inviterer til moleræs med bobler på søndag 3. august fra kl. 19

Traditionen med moleræs blev genindført i Hornbæk sidste år. Her et billede fra begivenheden, som gentages i år på søndag den 3. august. Foto: Susanne Buhl.
Traditionen med moleræs blev genindført i Hornbæk sidste år. Her et billede fra begivenheden, som gentages i år på søndag den 3. august. Foto: Susanne Buhl.

Alle er inviteret med til moleræs og bobler på badebyens hyggelige havn søndag den 3. August kl. 19.30. Det vil være muligt at møde tre af FC Helsingørs kendte fodboldspillere og høre Danmarks kommende stjerne, Mathilde Passer, synge solen ned akkompagneret af guitarist Victor Fenger.

Moleræset blev genoplivet sidste år og er allerede en tradition, hvor fortid og fremtid mødes.

– Vi håber, at se rigtigt mange til moleræs, som er en stolt Hornbæk-tradition. Denne aften skifter vi træningstøjet ud med vores pæne tøj på og mødes på havnen og nyder hinandens selskab over et glas bobler. Sidste år samlede vi omkring 500 deltagere til en utroligt hyggelig og stemningsfuld aften. Flere havde som i gamle dage gjort rigtigt meget ud af påklædningen, og nogle havde endda fundet stråhatten frem. Vi håber, at se mindst lige så mange i alle aldre i år. Og vi er meget stolte over i den forbindelse at kunne præsentere nogle supertalentfulde unge mennesker, siger Lotte Lund, der står for moleræset i samarbejde med Dorthe Lykkegaard.

Arrangementet starter på Hornbæk Havn kl. 19, hvor den mobile molebar åbner. Her vil blive solgt champagne og Faxe Kondi til meget rimelige priser. Der er rabat til dem, der medbringer egne champagneglas!

Kl. 20 ankommer årets VIP-gæster på havnen efter at have indtaget en middag på Strandpavillonen i Hornbæk.

De tre FC Helsingør-spillere fra venstre Kasper Enghardt, Mikkel Bruhn og Frederik Frick kaster glans over afslutningen på Uge 31 i Hornbæk. Stil op imod dem eller få deres autograf. Foto: FC Helsingør.
De tre FC Helsingør-spillere fra venstre Kasper Enghardt, Mikkel Bruhn og Frederik Frick kaster glans over afslutningen på Uge 31 i Hornbæk. Stil op imod dem eller få deres autograf. Foto: FC Helsingør.

FC Helsingør stiller med tre af sine førende fodboldspillere, anfører Kasper Enghardt, målmand Mikkel Bruhn og angriberen – Hornbæks egen – Frederik Frick, som vil blive introduceret af Hornbæk IFs hovedformand, Peter Poulsen. De tre gæster vil blandt andet udfordre spillere fra Hornbæk IF og publikum for at se, hvem der er bedst med en bold – med spændende FC Helsingør-præmier på spil. De tre fodboldspillere er inviteret, fordi de er forbilleder for en positiv, sund og aktiv livsstil, som netop er det Uge 31 står for. Det vil i forbindelse med arrangementet også være muligt at blive fotograferet med de tre lokale fodboldstjerner og få deres autograf.

Guitaristen Victor Fenger (til venstre) og multitalentet Mathilde Passer (til højre) giver en eksklusiv mini-koncert ved moleræset i Hornbæk på søndag, hvor de står for den musikalske ledsagelse til solens sidste stråler. Foto: Mathilde Passer.
Guitaristen Victor Fenger (til venstre) og multitalentet Mathilde Passer (til højre) giver en eksklusiv mini-koncert ved moleræset i Hornbæk på søndag, hvor de står for den musikalske ledsagelse til solens sidste stråler. Foto: Mathilde Passer.

Blandt aftenens talere er også initiativtager til Uge 31 og næstformand i Hornbæk Turistforening, Ann Christin Mahrt, som vil runde ugens begivenheder af. Kl. 21.00 kan gæsterne på molen se frem til en eksklusiv optræden af Mathilde Passer og guitarist Victor Fenger, som vil spille solen ned inden, der bliver sagt tak for i aften og flagene stryges kl. 21.15.

Med Mathilde vender Passer-dynastiet tilbage til Hornbæk, da hun er barnebarn af Dirch Passer. Multitalentet Mathilde Passer er netop sammen med en håndfuld andre ud af flere tusinde ansøgere blevet optaget på skuespilleruddannelsen på Aarhus Teater, hvor hun starter til september. Dette er hendes første offentlige optræden for et større publikum, og da hun agter at koncentrere sig om sin uddannelse de næste fire år, bliver det en af de meget sjældne muligheder for at høre denne kommende stjerne, der vil synge solen ned med en række inciterende jazz-numre.

Moleræset bliver i lighed med resten af Uge 31 stablet på benene med frivillig arbejdskraft.

Det er gratis at deltage.

Hornbæk sprudler af liv på Lorry

-1

I Uge 31 genopliver Hornbæk sine rødder som klassiske bade- og kurby. Byen og havnen vrimler med gratis aktiviteter, der alle sammen fokuserer på det gode sommerliv gennem sport, sundhed og velvære.

Se, hvordan her så ud, da TV2 Lorry kom forbi her